11.08.2020
Ja, rigtig gættet! Det er et billed af en afviklet Herefordbesætning. I går blev de tre tilbageværende dyr kørt til Snedsted, oven i købet i vores egen Ifor Williams trailer.
Og så er det vist på høje tid, at jeg får takket alle, der har hjulpet mig med at realisere min ambition om, at alle køer og kalve skulle hen til gode hjem.
09.08.2020
Rosinen i pølseenden bliver "den strivererede kvie". Den er efter JC 743 Fast Time 1SZ. På grund af sit aparte udseende straks forældreskabsbestemt - den var god nok. Vi havde glædet os til at se, hvilken kalv den kunne få. Den er insemineret med Roost 1 Hannibal.
28.07.2020
Tidlig morgen blev fire tyrekalve hentet til DC., og sidst på formiddagen drog så 1328'eren som den sidste mod Mors.
Der får den forhåbentlig nogle gode år. Han er en virkelig dejlig tyr, min yndlingstyr. Det var da godt, han ikke endte i Polen! Asger kom ellers til hjælp, da jeg skulle have et foto at sende til Polakken.
Foran i vognen i sikkerhed står 1258 og 1389, den ældste og den yngste tyrekalv. Og de sidste to tyrekalve i besætningen.
03.06.2020
I dag var det farvel til de to køer 1100 og 1250 og deres kalve. De skal bare lige nord for Lund Fjord, hvor de om sommeren skal gå på engarealerne ned til fjorden. Ligesom hvis de var blevet hos os.
24.05.2020
Den barske virkelighed har kaldt på 1389. Han er nu ude af kælveboksen med sin mor og kan begynde socialiseringsprocessen med de andre køer og kalve. Han løb selvfølgelig straks ud i el-hegnet og fik et slemt stød. Men det var jo også bagtanken med friheden.
Han ser ualmindelig godt ud!
06.05.2020
Gåseskræmsel?
Nej, det er bare det amfibiekøretøj som nu bruges af Vejlernes folk, når der sættes tråd op på søterritoriet.
Den kom hertil i fredags ad vandvejen fra Vust. Siden da har vi ikke set skyggen af de tusindvis af Bramgæs, som har holdt ædegilde på vores marker et par måneder.
06.04.2020
Det står nok alligevel ikke så galt til med biodiversiteten her til lands. Det er adskillige år siden , vi sidst så stork på vore marker. Det var svært at komme på "skudhold". Den bevæger sig hurtigt på sine lange røde ben og er meget sky. Så dette var det bedste X-Cover og jeg kunne præstere.